Ulovlig slagter afslørret i Østerild
Lagt på grill24.dk den 30-10-2012 af Thomas
Fødevarestyrelsen advarer forbrugere, der har købt eller modtaget svinekød fra Falsbjergvej 7, 7700 Thisted
Fødevarestyrelsen var mandag på kontrol på en landejendom på Falsbjergvej 7 i Østerild i Thy. Her fandt myndighederne en fryser fyldt til bristepunktet med blandt andet halvfrosne flæskestege, grillben, ribbensstege og andre udskæringer af svin, pakket i poser.
I en kølecontainer på ejendommen hang endnu en halv, ustemplet gris, og udenfor var skovlen på en traktor fyldt med huder, fedt, ben og knogler.
Da hverken slagtning eller partering er foregået under den lovpligtige kontrol fra Fødevarestyrelsen, og da dyrenes sygdomshistorik og eventuelle medicinering ikke er kendt, vurderer Fødevarestyrelsen, at kødet ikke er egnet til menneskeføde.
Fødevarestyrelsens Rejsehold påbød ejeren af ejendommen at destruere al svinekødet, som på stedet blev overhældt med destruktionsfarve. Rejseholdet tilkaldte desuden politiet og bad om at få beslagt en kødhakker og en vægt, som har været anvendt i den ulovlige fødevarevirksomhed.
Ejeren af ejendommen er nu varslet bøder for blandt andet ulovlig fødevarevirksomhed, uhygiejniske forhold, manglende egenkontrol og sporbarhed samt ulovlig bortskaffelse af slagteaffald.
Fødevarestyrelsen advarer forbrugere, der har købt eller modtaget svinekød fra adressen Falsbjergvej 7, 7700 Thisted og opfordrer forbrugerne til at kassere eller returnere det.
Kontakt
Kirsten Laursen, Fødevarestyrelsens Rejsehold, tlf. 72 27 64 74