Find vej: Forside » Artikler » Aarhus Festuge får sin egen øl

Aarhus Festuge får sin egen øl

Lagt på grill24.dk den 20-08-2012 af Thomas

Med inspiration fra Sydtyskland har to Carlsberg-brygmestre udviklet en helt særlig øl til Aarhus Festuge. Den går godt til festmaden og kan også nydes alene.

Husbryggeriet Jacobsen har i år påtaget sig det stolte hverv at udvikle og brygge en ægte festbier eksklusivt til Aarhus Festuge. Det er første gang i husbryggeriets historie, at der brygges eksklusivt til en ekstern samarbejdspartner. Øllen lanceres 31. august og sælges kun i en
begrænset periode i otte-ti aarhusianske detailbutikker, herunder Salling, samt på udvalgte restauranter, caféer og barer i byen.

Aarhus Festuges sponsorchef, Anders Dahlstrup, siger om øllen:
- Aarhus Festuges øl er med til at differentiere os fra andre kulturfestivaler også internationalt. Det er endnu et udtryk for, at kvalitet er et ufravigeligt krav til alt, hvad vi præsenterer Festugens
gæster for. Øllen er en oplevelse, der kan mere end at stille tørsten.

Jonas Bjarkow, brand manager for Jacobsen-mærket fortæller:
- Jacobsen er et vigtigt mærke i Carlsbergs portefølje, og derfor er vi meget forsigtige med at love os bort på eksklusive vilkår. Men vi synes, Aarhus Festuge har netop den bredde og kvalitet, der berettiger et særbryg fra Jacobsen. Her får vi mulighed for at give aarhusianerne og
opland en enestående oplevelse, der ellers ofte er reserveret folk i Østdanmark grundet vores beliggenhed som husbryggeri på Valby Bakke.

Inspirationen til brygget og ikke mindst navnet Jacobsen Aarhus Festbier er hentet i det sydtyske, hvor der ved alle lokale byfester typisk serveres øl af wienertypen kaldet festbier. En festbier er en undergæret øl med en smuk rødgylden farve, en rund fylde og en forfriskende balance. Den er en habil tørstslukker, men stadig en øl som man kan dvæle ved og hygge sig med - ikke mindst til mad.

Brygmester på Husbryggeriet Jacobsen Morten Ibsen har sammen med sin tyske kollega Wolfgang Lindell udviklet opskriften. Det er blevet til en opskrift, der har rødder i de sydtyske traditioner, men hvor de to brygmestre har tilladt sig at nyfortolke.

- For at skabe den rette fylde og karakter, og ikke mindst følge de sydtyske forskrifter, har vi taget udgangspunkt i en maltskrå bestående af en meget traditionel bøhmisk gulvmaltet malt og dertil en særdeles delikat wienermalt til at give øllet farve og karamelsmag, siger brygmester Morten Ibsen, Husbryggeriet Jacobsen.
Et nyskabende element er brugen af de tre ædelstene humlesorterne perle, smaragd og safir.

- Vi synes, det var en sjov tanke at få kronet vores festbier med ædelstenshumlesorter til ære for Aarhus Festuges protektor Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, siger Morten Ibsen.
Men brygmesteren understreger dog, at den vigtigste begrundelse for at benytte disse tre humlesorter naturligvis er, at de giver øllet en fantastisk balance og aroma.

Som et sidste nyskabende element har Morten Ibsen og Wolfgang Lindell brugt Carlsbergs nyudviklede undergær, der giver øllet en let frugtig note, som ellers normalt ikke optræder i undergærede øltyper.
Aarhus Festbier vil med fordel kunne serveres til grillet, langtidsstegt eller braiseret svinekød, hvad end det er tilberedt som pølser, i mindre udskæringer eller som helstegt. Øllet går godt til fyldige salater, gerne med ovnstegte eller grillede grøntsager og rodfrugter. Sidst men ikke
mindst skal nævnes mulighederne med bløde vellagrede skæreoste.

Yderligere oplysninger
Sponsorchef for Aarhus Festuge, Anders Dahlstrup tlf. 29 20 94 81.
Kommunikationsdirektør Jens Bekke, Carlsberg Danmark, telefon 2261 1412.

Nye Mærker